Informationsmøde for projekt Bregninge Nærvarme

5. februar 2026 i Bregninge Sognegård

Alle beboere i Bregninge var inviteret til informationsmøde d. 5. februar 2026 i Bregninge Sognegård for at høre om projektet.

Vagn Rottbøll (formand for lokalrådet) startede mødet op med at fortælle at “Bregninge Nærvarme- projektet” havde fået godkendt ansøgning på 750.000 kr. fra Energistyrelsens pulje til Lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling.

Formålet med mødet var derudover at få information om projektet, møde de involverede projektaktører og kunne stille spørgsmål til projektet.

Alle beboerne var i invitationen til mødet også blevet opfordre til at udfylde et spørgeskema vedr. information om hustandens nuværende varmeforsyning, varmebehov og faktiske varmeøkonomi.

Invitation og spørgeskema

For at kunne lave et så dækkende projektforslag som muligt er det et ønske fra projektplanlæggerne, at så mange som muligt viste deres interesse i projektet ved at indlevere det udfyldte skema.

Og det var uanset hvilken løsning der var dag i husstanden, om der lige var skiftet til varmepumpe eller nogen stod over for at skulle det – så ville dataene kunne hjælpe projektaktørerne med at gøre projektet relevant for så mange som muligt. Det blev pointeret at der med spørgeskemaet ikke var nogen binding på noget.

Fremødet trods snestorm og opbakningen betyder der nu vil blive arbejdet videre med få afdækket bud på kollektive varmeløsninger i Bregninge, som skal ende ud med projektbeskrivelse, udbudsmateriale, organiserings- og finansieringsforslag.

Det centrale mål med projektet er at afklare løsninger for en kombinationen af en fælles varmeforsyning og et energifællesskab og derved både at kunne optimere udnyttelsen af egen produktion af el og sikre en samlet styring af forbrug og produktion, så der opnås en optimal balance mellem disse og en så lav belastning og betaling til det kollektive elnet som muligt.

Følgende film blev vist på mødet og giver et billede af fordele og muligheder ved kombination af kollektiv varmeforsyning og energifællesskaber.

Lokal arbejdsgruppe

Der er etableret en lokal arbejdsgruppe der skal stå for den lokale informationsindsats der er central for realisering af projektet. Men der er plads til flere og det er uanset om du er:

  • Drømmeren, der ser mulighederne.
  • Tænkeren, der vurderer teknik og økonomi.
  • Føleren, der mærker stemningen i lokalsamfundet.
  • Handleren, der omsætter idéer til handling.

Der er brug alle typer kræfter og kompetencer. Kontakt Vagn Rottbøl (Vester Bregninge 33) hvis du vil være med til at realisere dette projekt.

Andre aktører i projektorganisationen

I projektet er der involveret en række stærke kræfter der sammen med arbejdsgruppen skal få projektet i mål.

  1. Bregninge lokalråd, v. formand Vagn Rotbøll (Lokalkontakt til interessenter, forplejning til borgermøder)
  2. Ærø kommune, ved Jesper Bo Larsen (Teknisk afdeling) og Marie Blichfeldt (Klima) (Ansvar for borgermøder, afklaring af myndighedsregler og godkendelser samt offentliggørelse af resultater)
  3. Ærøskøbing Fjernvarme, v. driftsleder Peter Chr. Graversen (Drift og vedligehold af varmesystemer)
  4. Ommel Maskinstation, v. entreprenør Flemming Andersen (Projektering for nedgravning af slanger og tilhørende anlægsarbejder).
  5. Ærø Fonden (Lokal fond, der støtter opstart af lokale Ærø VE-projekter)
  6. Ærø Energi- og Miljøkontor (”Ærø EMK”) v. Rune Schmidt (Dataindsamling og – behandling). Herudover indgår BatteryLife projektet via EMK, ved projektleder Henrik Hagbarth Mikkelsen (Afklaring af mulighed for batteri-integration og balancering)
  7. Ærø Borgerenergifællesskab (”Ærø BEF”) (Projektadministration, borgermøder, kommunikation og formidling)

Se mere om projektet Bregninge Nærvarme her

OPLÆG om projekt Bregninge Nærvarme

OPLÆG – Projektrådgiver, EBO Consult