Baggrund
Herunder kan du læse Ærø BorgerEnergiFællesskabs projektplan og få et overblik over projektets udvikling de første to år.
Projektplan
Ærøfonden har i 2022 taget initiativ til opstart af et energifællesskab på Ærø, som skal give såvel private borgere, som virksomheder og kommunen mulighed for at udnytte den eksisterende Vedvarende Energi (VE) produktion fra lokale VE-anlæg (vindmøller, solcelleanlæg, fjernvarme) optimalt, samt sikre en fortsat udbygning af lokal VE-produktion, som giver mest mulig værdi for Ærø.
Lokale energifællesskaber (borgerenergifællesskaber) kan levere vedvarende energi til lokalsamfundet, fremme energibesparelser og samtidig udjævne energiforbruget og levere fleksibilitet til det samlede energisystem. De bliver i de kommende årtier en vigtig brik i den grønne omstilling af energisystemet.
Oprettelsen af et borgerenergifællesskab på Ærø skal ske på basis af resultaterne af en række af de undersøgelser og screeninger, der allerede er taget beslutning om at gennemføre i Ærø Kommunes DK2020Klimaplan under kapitlerne for energi og transport, samt nye screeninger og analyser af potentielle partneres energiprofiler og fleksibilitet, der beskrives i dette projekt.
Projektet omfatter følgende elementer:
- Indsamling af måledata
- Udarbejdelse af produktions- og forbrugsprofiler for elforbrug på timebasis for relevante aktører
- Analyse af fleksibilitet i forhold til 1) afbrydeligt forbrug/produktion, 2) øget forbrug (varmelagring i FV-lagre eller termisk i bygninger, batterilagring, andet), 3) deltagelse på Energinet’s systemydelsesmarkeder (FCR, mFRR, aFRR) via en aggregator
- Kortlægning af deltagernes energiprofiler vil samtidig være med til at danne grundlag for en detaljeret vurdering af behovet for udbygning af VE-produktion på Ærø.
- Modellering og simulering af deltagernes energiprofiler. Simuleringen skal afdække såvel besparelser i energi, økonomi og klimaaftryk for deltagerne i energifællesskabet.
- Risikoanalyser af markedsmæssige risici. Baseret på analyseresultaterne oprettes de organisatoriske rammer for energifællesskabet, herunder: Udpegning af balanceansvarlig og aggregator; valg af selskabsform, der sikrer borgerinddragelse; udformning af vedtægter; stå for krav til og opsætning af måleudstyr; valg af kontraktformer for indbyrdes handel med energi mellem deltagere, samt forhandlinger af omkostningsbaseret nettariffer med N1 (netselskab for Ærø).
Projektstatus 2023/2024
September 2024
September måned er en travl måned i Ærø BEF. D. 4. september er der møde i Rise, hvor der inviteres til informationsaften om det kommende fælles solcelle-anlæg på Rise Fjernvarmes område. Senere på måneden, d. 25. september, afholder Ærø BEF en konference med talere fra både Ærø og resten af landet. Konferencens formål er både at præsentere Ærø BEFs arbejde, og samtidig at være et forum for erfaringsudveksling med andre energifællesskaber, og at anspore til nye projekter, både på Ærø og andre steder. Konferencen afholdes på Marstal Navigationsskole.
September markerer samtidig afslutningen på det indledende projekt, som skal munde ud i dannelsen af en nystartet virksomhed, Ærø Borgerenergifællesskab A.M.B.A. I forbindelse hermed, søger Ærø BEF én fuldtids- eller to deltids-medarbejdere.
Juli 2024
Ærø BEF er i gang med at planlægge den kommende konference om borgerenergifællesskaber. Konferencen afholdes på Ærø d. 25. september, og kommer til at foregå på Marstal Navigationsskole. Følg med her på siden, hvis du er interesseret i at høre mere om konferencen – eller send os en mail, hvis du kunne tænke dig at deltage som taler.
Februar 2024
Den første styringsboks til varmepumper er nu leveret til en husstand på Ærø. Styringsboksen kan indstilles, så den i videst mulig udstrækning anvender lokal VE, og samtidig leverer besparelser på din elregning.
Hvis du har husstand på Ærø, så kan du også få leveret en styringsboks. LÆS HER hvordan du rekvirerer en boks.
December 2023
Der blev afholdt stiftende generalforsamling d. 13. december. Tak til alle der deltog, og som var med til at få søsat Ærø Borgerenergifællesskab A.M.B.A. Og også mange tak til Morten Westergaard, forperson for Energifællesskaber Danmark, for de rosende ord til arbejdet med organsering og igangsætning af aktiviteter i Ærø Borgerenergifællesskab.
På den stiftende generalforsamling blev oplægget til vedtægter godkendt med nogle mindre ændringer, og de endelige vedtægter kan ses her:
Vedtægter for Ærø Borgerenergifællesskab A.M.B.A.
På generalforsamlingen blev nedenstående valgt til den nye midlertidige bestyrelse, som efterfølgende har konstitueret sig som følgende:
- Rúni Fjallstein (formand)
- Karl Morten Pedersen (næstformand)
- Jørgen Kristensen (kasserer)
- Vagn Rottbøll Pedersen
- Henrik Hagbarth Mikkelsen
Se i øvrigt referat fra den stiftende generalforsamling her:
Referat fra stiftende generalforsamling.
November 2023
Onsdag d. 13. december kl. 19 afholdes inspirationsmøde om fleksible varmepumper, og efterfølgende kl. 20 er der stiftende generalforsamling i Ærø Borgerenergifællesskab A.M.B.A.
På inspirationsmødet udloddes 10 styreenheder til montering i eltavle for fleksibelt forbrug med varmepumpe.
Der er siden sommerferien arbejdet i organisationsgruppen med selskabsform og udkast til vedtægter og organisationsdiagram. Der er planlagt fem aktivitetsområder i Ærø BEF A.M.B.A. – Ærø Sol og Vind (Køb af produktion fra andelshavere) – Ærø Balance (deling af el hos andelshavere) – Ærø Fleksibilitet (salg af systemydelser til elnettet) – Ærø Varme (deling af varme og køling mellem andelshavere) – Ærø Transport (deling af ladestationer og Vehicle-to-grid-løsninger).
Kontakt@aeroebef.dk for udkast til vedtægterne inden mødet. En midlertidig bestyrelse er på valg. Vi håber på god opbakning, da organisationen skal kunne rumme de mange grønne aktiviteter som arbejdsgrupperne har på vej.
Der er igangsat analyse af en løsning med at opsætte en batteribank i forbindelse med vindmøllerne. Resultatet forventes klart i december.
Vi arbejder på at finde løsninger til at aktivere fleksibelt elforbrug hos boligejere med varmepumper.
Oktober 2023
28. oktober var der busrundtur på Ærø for ca. 40 danske turistbusvognmænd med efterfølgende forum i garagerne hos Jesper Bus og på Ærø Hotel, hvor Henrik fra Ærø BEF holdt et oplæg om fremtiden for batteribusser og opladning. At skaffe kraftige opladestationer til hurtigladning af busser ved turistdestinationer i landdistrikter kræver lokalt arrangement, og her pegede Henrik på fordelene ved at organisere dette i Ærø Borgerenergifællesskab, hvor fleksibiliteten kan udnyttes og lokalproduceret vedvarende energi kan deles gennem offentlige ladestationer. Vehicle-2-grid (V2G) løsninger er en planlagt del af aktiviteterne i Ærø BEF, og budskabet var, at indtænke dette i indkøb af nye busser og ladeinfrastruktur.
Der er igangsat analyse af løsninger for, at varmepumpen på Marstal Fjernvarme kan køre mere fleksibelt i forhold til den lokale VE-produktion på Ærø og samtidigt deltage på systemydelsesmarkedet.
Ærø Borgerenergifællesskab er blevet medlem af “Energifællesskaber Danmark“, som arbejder for at fremme energifællesskaber gennem netværk og vidensdeling og for bedre rammevilkår for energifællesskaber.
September 2023
Ærø Borgerenergifællesskab og elfærgen Ellen havde 2. september besøg af Færgehistorisk selskab, der kom med en busfuld medlemmer fra hele Danmark for at høre om elfærgens tilblivelse og drift samt udfordringerne. Inden rundvisning ombord holdt Henrik fra Ærø BEF et oplæg om Ærøs grønne omstilling og planerne om klimareduktioner og CO2 neutralitet ved hjælp af lokalt engagement og energifællesskaber, hvor kommunen også deltager.
Juni 2023
Inspirationsmøde om batterier og fleksibilitet blev afholdt tirsdag d. 15. juni kl. 19 i ”Skibet” på Marstal Navigationsskole. En god snes ærøboer og fritidshusejere fik en indføring i individuelle og fællesbatteribanker. Økonomi, peak shaving og peak shifting blev gennemgået sammen med variabel elpris og variable transporttariffer for elektricitet, der kan gøre investeringen i batterier mere attraktiv. Mulighederne for sammen at levere systemydelser til elnettet blev også diskuteret og endelig blev arbejdet med et kommende fælles solcelleanlæg kort præsenteret.
Maj 2023
Undersøgelse af fleksibelt elforbrug på Ærø
Ærø Energi- & Miljøkontor undersøger hvor fleksibelt elforbruget er på Ærø. Så hvis du har helårsbolig, feriehus eller virksomhed på Ærø, kan du hjælpe projektet ved at stille forbrugsdata til rådighed for undersøgelsen.
Læs mere om hvordan du selv kan hente dit forbrugsdata ned her >>>
Styregruppen
Under opstarten af borgerenergifællesskabet, som blandt andet er støttet af Ærø Kommune, var der nedsat en styregruppe. Efter overgangen til et egentligt A.M.B.A., er styregruppen nu erstattet af bestyrelsen.

Styregruppen bestod af:
- Peter Michael Nielsen (Ærø Kommune)
- Christian Stadager (Ærø Whisky)
- Vagn Rottbøll Pedersen (Bregninge Lokalråd)
- Ole Jensen (ÆrøXpressen)
- Per Mortensen (Norlys)
- Brian Groth (Søby Havn/Søby Værft)
- Jacob Balslev (Ærø Vind)
- Runi Fjällstein (borger)
- Peter Chr. Graversen (Ærøskøbing Fjernvarme)
- Jesper Bus
- Finn Møller Madsen (Brugsen)
- Lasse Kjærgaard Larsen (Marstal Fjernvarme)
- Kaj Jørgensen (Ærøfonden)
- Henrik Hagbarth Mikkelsen (Ærøfonden)
- Rune Schmidt (Ærø Energi- og Miljøkontor)
Hvis du vil vide mere
Hvis du har idéer til, hvordan vi kan optimere og dele vores energi på Ærø, eller blot er nysgerrig på Ærø BorgerEnergiFællesskabs arbejde, er du velkommen til at kontakte os.